Værd at vide om katteudstillinger
Hjem Om katten Katten Katteracer Værd at vide om katteudstillinger

Katteracer

Værd at vide om katteudstillinger

MÅ DEN BEDSTE KAT VINDE - ELLER IKKE

Katteudstillinger kan ved første øjekast virke som komplicerede arrangementer fyldt med besynderlige regler. Men de kan også udgøre en kilde til sjov, stolthed og kvalitetstid for både dig og din kat. Vil du lære mere om, hvad katteudstillinger er, og hvordan de afholdes, så læs med her.

Hvor opstod katteudstillinger oprindeligt, og hvornår så vi dem første gang? Er det kun racekatte, der kan deltage? Hvad skal du overveje og planlægge op til en udstilling?

Den første nævnelse af en katteudstilling i pressen finder man som en del af et engelsk bondemarked helt tilbage i 1598. Men en senere udstilling i Crystal Palace, London, i 1871 betragtes som den første "rigtige" katteudstilling. Efterfølgende er interessen steget, og i dag er katteudstillinger populære over hele verden. Og ligesom du vil finde forskellige konkurrencer og endda mesterskaber inden for mange sportsgrene, er der også inden for katteverdenen en række store konkurrencer og events, som f.eks. Scandinavian Winner Show og World Winner Show.

 

HVAD ER FORMÅLET MED UDSTILLINGERNE?

Formålet med en katteudstilling er først og fremmest at vise det brede spektrum af de forskellige racer, der eksisterer – men en stor del af formålet består også i at sprede viden om avl og husdyrhold. Som gæst får du mulighed for at tale med katteejere og opdrættere. Hvis du overvejer at købe en racekat, er det en oplagt mulighed for at finde ud af mere om den race, du er interesseret i. For udstillere er udstillingerne et sted, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer med andre og få vejledning, der hjælper dem i deres egen katteavl.

  

ER UDSTILLINGER UDELUKKENDE FOR RACEKATTE?

De fleste udstillinger fokuserer på racekatte, men blandede racer - her kaldet "huskatte" - kan deltage i deres egne klasser. Der er dog en hel del ting at tage i betragtning, før du deltager med din kat i en konkurrence:

  • For det første er det vigtigt at overveje, om din kat er social og harmonisk nok til at opholde sig mange timer på et uvant sted med mange ukendte mennesker og høje lyde. Husk, at din kat på en udstilling vil blive håndteret af både assistenter og dommere. Nogle gange skal den også tilbringe store dele af dagen i et bur. Alt dette kan udgøre en mental belastning for en kat.
  • For det andet skal du være opmærksom på, at kravene og vurderingen kan være ret barske - og konkurrencen er hård. En kat, der ikke specifikt er blevet opdrættet til udstillinger, kan af dommerne findes utilstrækkelig. Som ejer kan det være en ubehagelig oplevelse, hvis man ikke er forberedt. Er du ejer af en racekat, som du ønsker skal deltage i en konkurrence for første gang, er det altid en god idé at kontakte din opdrætter for at få gode råd og samtykke.
  • For det tredje er det godt at forstå, hvordan bedømmelsen fungerer, og hvilke egenskaber dommerne vil se efter. Racekatte vurderes på, hvor god en repræsentant de er for den pågældende race, både når det gælder kattens egenskaber og dens ydre træk. Derfor kan en ellers smuk og velopdragen kat måske ende på sidstepladsen, hvis den ikke lever op til de specifikke kriterier, der er fastsat for racen.

 

For huskatte er bedømmelsesprocessen anderledes. Her er der ingen racestandard, og din kat bedømmes i stedet på overordnet udseende og adfærd. En huskat skal være neutraliseret, og ejeren skal medbringe et huskattecertifikat (i stedet for en dokumenteret stamtavle) for at kunne deltage.

For at en kat kan deltage på en udstilling - uanset om det er en racekat eller huskat - skal den være 3 måneder eller ældre, være ID-mærket, og du skal kunne vise dokumentation for, at katten er vaccineret efter gældende vaccinationsprotokoller.

 

DET NÆSTE TRIN

Hvis din kat opfylder ovennævnte betingelser, er det næste skridt at blive medlem af en katteklub. Det bedste er at slutte sig til en klub i nærheden af, hvor du bor, så du har nem adgang til møder og udstillinger. Klubsekretæren har som regel ansvaret for at holde klubmedlemmer ajour med kommende shows og udstillinger, og han eller hun vil fungere som kontakt mellem interesserede katteejere og udstillingsarrangørerne.

Til sidst bør du være forberedt på, at dagen på en katteudstilling hurtigt bliver lang. Check-in og dyrlægeinspektion finder normalt sted tidligt om morgenen, og der kan meget vel være regler om, at ingen må forlade udstillingen, førend den endelige bedømmelse har fundet sted. En god stol, en stor madpakke og måske en god bog kan være nyttige ting at medbringe.

 

CHECKLISTE – DET SKAL DU MEDBRINGE TIL EN KATTEUDSTILLING

  • Stamtavle eller huskattecertifikat
  • Vaccinationscertifikater
  • Deltagelsesbekræftelse til konkurrencen
  • Kattebakke, lille skovl og måske ekstra kattesand til bakken
  • Et tæppe eller lignende til at dække buret
  • Mad og vandskåle
  • Foder
  • Kam og/eller børste til katten
  • facebook
  • youtube
  • instagram