Korrekt fodring af hvalpen - Royal Canin

Væksten – en vigtig periode

Korrekt fodring af hvalpen

Korrekt fodring af hvalpen

Når hvalpen er 6 måneder, vejer den allerede 65 gange sin fødselsvægt. Når den er fuldt udvokset, er den imponerende 90 gange så tung som ved fødslen. Så den ernæring, den får nu, kan være afgørende for, hvordan resten af dens liv udfolder sig.

Den rigtige sammensætning

Det er vigtigt, at hvalpens foder er sammensat, så det støtter udviklingen af muskler, knogler, tænder og immunsystem. De vigtigste kriterier for at sikre en god vækstfase er mængde, kvalitet og ernæringsmæssig balance. Hvalpen må hverken spise for meget eller for lidt. Den må aldrig få for meget mad bare for at ”gøre den glad”. Det er vigtigt at huske, at væksten skal ske i det rigtige tempo, især hvis det drejer sig om en hvalp af en stor race.

Når vi udvikler foder til hvalpe, er det vigtigt, at sammensætningen af foderet opfylder vigtige fysiologiske egenskaber hos hvalpen:

  • Evnen til at fordøje mad. Nogle gange kan der opstå fordøjelsesrelaterede intolerancer, selv over for et velafbalanceret foder.
  • De forskellige racer har forskellige vækstkurver.

 

Energibehovet

En hund får energi fra det foder, den indtager. Energien bruges hovedsagelig til at opretholde væv og udføre livsvigtige funktioner (åndedræt og hjerteslag). Det kalder vi det grundlæggende energibehov. Hvalpe har også brug for energi til at vokse og lege. Den energi, de har brug for til dette, kalder vi vedligeholdelsesenergibehovet. Hvis hunden indtager mere energi, end den bruger, vil den lagre den overflødige energi i adipocytterne, som er celler specielt til lagring af fedt. Hunde kan lagre fedt på denne måde på et hvilket som helst tidspunkt i livet.

Uanset hvalpens race eller størrelse har den altid større behov for energi og næringsstoffer end en voksen hund pr. kilo kropsvægt. Den har brug for energi til vedligeholdelse, men også til at danne nyt væv (knogler, muskler, blod, hud, pels) for at kunne vokse. Behovet for proteiner, mineraler og vitaminer er også større end hos en voksen hund. Man kan derfor ikke fodre en hvalp med foder udviklet til voksne hunde, uden at det udgør en risiko for hvalpen.

 

Tilpasset næringsindhold

Hvalpefoder skal have et højt proteinindhold, især hvis det drejer sig om store racer (over 30 % af foderets tørvægt til små racer, 37-38 % for store racer), og det er afgørende, at proteinet er af høj kvalitet. Unge hunde er langt mere følsomme over for utilstrækkelig proteinindtagelse end voksne hunde. Proteinmangel kan medføre hæmmet vækst, anæmi, nedsat antal af blodproteiner og mangel på antistoffer, som resulterer i en meget større modtagelighed for sygdom. Det er situationer, som bringer hundens liv i fare.

Indtaget af calcium og fosfor skal følges nøje for at forhindre alvorlig knoglesygdom (ernæringsrelateret sekundær hyperparathyreoidisme), som er mangel på mineraler i knoglerne. Det er en kendt forstyrrelse hos hvalpe, der udelukkende fodres med kød eller et hjemmelavet foder uden tilsætning af mineraler. Derudover er hvalpe af store racer mere følsomme over for stort indtag af calcium end små racer. Så medmindre dyrlægen anbefaler det, kan tilskud af calcium eller et andet mineral eller vitamin føre til alvorlig knoglesygdom. Fuldfoder til hvalpe inddeles efter specifikke krav til deres vækst og særligt følsomme områder med udgangspunkt i dyrets størrelse. Et foder skal indeholde mellem 1,3 % og 1,6 % calcium og mellem 1 % og 1,3 % fosfor af tørvægten, afhængig af energikoncentration og hundens størrelse.

 

Varierende fordøjelseskapacitet

Hvalpe og voksne hunde har ikke samme fordøjelseskapacitet. Hvalpe er desuden meget følsomme over for ingredienserne i det foder, de får. For eksempel har hvalpe begrænset tolerance over for stivelse. Jo yngre hvalpen er, jo større er intolerancen (nyfødte kan ikke fordøje stivelse, men de har ingen problemer med at fordøje laktosen i modermælken).

Hvalpens evne til at fordøje stivelse øges med tiden, efterhånden som mængden af stivelse i foderet øges. For meget stivelse i for ung en alder gør, at hvalpen risikerer at få diarré.

Sammensætningen af hvalpefoder vil derfor have lignende karakteristika uanset race: høj energitæthed (energi pr. kg), høj koncentration af alle livsvigtige næringsstoffer sammenlignet med foder til voksne og en øvre grænse for indholdet af stivelse.

 

Foder tilpasset hundens størrelse

På samme måde medfører racens størrelse specifikke justeringer. En stor hvalp spiser mere end en lille hvalp, men ikke kilo for kilo. Det gør det vanskeligt!

En hvalp på 20 kg indtager kun 1,5 gange så meget energi som en hvalp på 10 kg på samme alder. Hvis de spiser samme foder, risikerer den store hund at udvikle calciummangel, så foderet til den store hvalp skal indeholde en højere koncentration af calcium.

Foruden sammensætningen skal foderpillernes størrelse, form og konsistens også tilpasses hvalpens størrelse. Ved 3 ugers alderen vejer en terrier 2-3 kg, mens en hvalp af en meget stor race vejer omtrent 20 kg, hvilket helt klart betyder, at deres kæber er forskellige. Den lille hund vil have problemer med at samle en mellemstor foderpille op, mens en meget stor hvalp vil tabe en masse af foderpillerne, hvis de er mellemstore. Den mest fornuftige løsning er at bruge tørfoder, som er specielt tilpasset kæbens størrelse.

Racen har også en indvirkning på, hvor længe hvalpen skal have hvalpefoder:

  • 8-10 måneder for små racer
  • 10-14 måneder for mellemstore racer
  • 14-20 måneder for store racer
  • 16-24 måneder for meget store racer

I slutningen af vækstperioden anbefales det gradvist at skifte over til et foder, som er udviklet til voksne hunde, som regel et vedligeholdelsesfoder tilpasset dyrets størrelse. Vedligeholdelsesfoder har lavere energi-, fedt- og proteinindhold end hvalpefoder. Hvis hunden fortsætter på hvalpefoder for længe, er der stor risiko for, at den bliver overvægtigt. Indtag af et foder med højt energiindhold gør, at den voksne hund let tager på i vægt, medmindre den er meget aktiv.

 

hh

Royal Canin tilbyder et bredt udvalg af hvalpefoder, både tilpasset hundens størrelse som voksen og dens race.

 

Fodermængde og fordeling

Ideelt set skal vækstkurver bruges til at beregne den mængde foder, hvalpen skal have, med udgangspunkt i dens kropsvægt. Hvalpen skal derfor vejes regelmæssigt, så afvigelser fra vækstkurven kan opfanges hurtigt. Der findes desuden en hurtig og nem måde at finde ud af, om hvalpen er overvægtig: Læg en hånd på hver side af dens brystkasse (omkring ribbenene) og flyt hænderne bagud uden at udøve tryk. Det skal være muligt at mærke alle ribbenene. Denne metode kan bruges på hunde i alle aldre.

Antallet af måltider ændrer sig, efterhånden som hvalpen vokser. I ugerne lige efter fravænningen skal hvalpen fodres fire gange dagligt. Det reduceres så til tre måltider og derefter to halvvejs i vækstfasen. Der er imidlertid ikke en absolut og fastlagt regel for dette. Antallet af måltider kan variere alt efter dyrets appetit og ejerens tilgængelighed.

  • facebook
  • youtube
  • instagram