Hvordan vælger du den racehund der passer bedst til dig
Hjem Om hunden Hunden Hunderacer Hvilken hund er den rigtige for mig?

Hunderacer

Hvilken hund er den rigtige for mig?

HVILKEN HUND ER DEN RIGTIGE FOR MIG?

Du har taget beslutningen om at få en hund. Og du besluttede, at du vil have en racehund med stamtavle. Men hvad nu? Hvad skal man overveje inden det endelige køb? Hvordan kan du vide, at din hund vil passe til dig og den måde, du lever dit liv? I denne artikel får du tips, der kan hjælpe dig med at vælge den hunderace, der passer bedst til dig.

At vælge hvilken hunderace, man ønsker, er lige så vigtigt som selve beslutningen om at få en hund. Der er rigtig mange forskellige hunderacer at vælge imellem, og hver eneste race er unik, både hvad angår karakter, personlighed, aktivitetsniveau og behov. For at være sikker på, at din nye ledsager passer til din livssituation og til dine forventninger, bør du gøre dig mange undersøgelser og overvejelser:

 

Temperament

Din hund kommer til at udgøre en stor del af dit liv i lang tid. Derfor er det vigtigt, at den har den rette personlighed. Foretrækker du en aktiv hund eller en mere rolig hund? En hund, der har brug for en masse aktivering og motion, eller en, der er tilfreds med en mindre aktiv livsstil? Skal det være en uafhængig hund med en stærk vilje, eller måske nærmere en samarbejdsvillig hund, som er nem at træne?

Alle hunderacer har egne personligheder og eget temperament. Derfor er det en god idé at sætte sig ind i de forskellige egenskaber for racerne.

 

Stor eller lille?

En hvalp er altid sød og bedårende. Men hvalpe bliver også voksne. Hvor stor den voksne hund bliver, er forskelligt fra race til race. Hvor en chihuahua vil forblive lille, vil en schæferhund optage betydeligt mere plads i både dit liv og dit hjem. Husk også, at en stor hund vil kræve både større mængder mad og mere plads til motion.

 

Pels og pleje

For at en hund skal forblive sund og ren, kræver den løbende pleje og soignering. De fleste hunde fælder, men der er - alt afhængigt af racen - stor forskel på, hvor meget de fælder. Langhårede hunde er smukke at se på, men den lange pels kan kræve en stor indsats for at forblive flot. Korthårede hunde er lettere at passe, men de kan stadig fælde, og det kan være nødvendigt med beskyttelse i koldt eller fugtigt vejr. Før du beslutter dig for, hvilken race du vil have, bør du gøre op med dig selv, hvor mange hundehår og hvor meget pelspleje, du er villig til at have i dit liv.

 

Køn

Han- og hunhunde kan være lige skønne ledsagere, men alligevel har flere hundeejere en præference for det ene køn frem for det andet. Derfor er kønnet noget, du bør overveje nøje, førend du anskaffer dig din hund.

 

Hvalp eller voksen?

Fordelen ved at få en hvalp - ud over det faktum, at de er søde – er, at du selv kan opdrage den fra start og deltage i hvert trin af hundens træning. Ulempen kan være, at træning af en hvalp kræver både tid og tålmodighed. Travle familier bør huske på, at hvalpe eller for den sags skyld en adopteret voksen hund som udgangspunkt ikke kan være alene hjemme. Det er derfor vigtigt gradvist at træne hunden til at være alene hjemme fra start. 

 

Helbredsproblemer

Desværre kan nogle racer være mere udsat for arvelige lidelser end andre. Flere racer kan tidligt screenes for f.eks. problemer med hofter eller øjne. Hvis du er interesseret i en af de racer, der er tilbøjelig til at lide af en eller flere arvelige sygdomme, er det meget vigtigt at indsamle så mange oplysninger om dette som muligt, førend du tager den endelige beslutning om at købe. Det er altid en fordel at være opmærksom på den fremtidige sundhed for den race, du vælger. Dette gør det nemmere for at dig at vælge en hund fra en ansvarlig og kyndig opdrætter - og ikke mindst undgå fremtidige helbredsproblemer hos din nye bedste ven.

 

Mængden af motion

Alle hunde skal aktiveres, men om hundens behov for motion er højt eller lavt kan for mange hundeejere være en deal-breaker. Her er det derfor vigtigt at tage hensyn til hundens behov. Husk, at du som ejer er ansvarlig for din hunds trivsel. For nogle racer er trivsel lig med en masse aktivering og motion.

 

Træningsevne

Er du tilfreds med en uafhængig hund, der kan lide at gå sine egne veje? For nogle hundeejere er en selvstændig hund svaret, mens andre i højere grad søger at interagere og lege med deres hund. Nogle racer er lettere at træne end andre, og det er vigtigt at vælge en hund, hvis træningslyst og -evne matcher dine forventninger. 

 

       
       
       
       
       
     
  • facebook
  • youtube
  • instagram